ASF-fonden skaber gode oplevelser for unge ledere

07.09.2016

Af: Evan Johansen

Hvert år støtte mange klubber ASF-fonden (Alexander Scholarship Fund) med et bidrag. Pengene bruges primært at støtte lederuddannelsen i KFUM og KFUK i Danmark og KFUMs Idrætsforbund). I år har fonden blandt andet støttet KFUMs Idrætsforbunds kurser på Hellebjerg Idrætsefterskole med 20.000 kr.. I den forbindelse fortæller 18-årige Johanne Skov fra Ikast om sine oplevelser med kurserne – et bevis for, at pengene kommer unge til gavn.

ASF-penge giver kursister gode oplevelser og lærdom

En del klubber bidrager hvert år til ASF-Fonden (Alexander Scholarship Fund). Pengene bruges primært til at yde tilskud til uddannelse af ledere og ansatte i KFUM og KFUM i Danmark og KFUMs Idrætsforbund.

Igen i år har fonden støttet KFUMs Idrætsforbunds kurser på Hellebjerg Idrætsefterskole, hvor man uddanner ledere til lokale arbejde. Kurserne handler ikke kun om idræt, men kursisterne får også redskaber til at blive gode ledere, ligesom de får en indføring i kristendommen, som er den basis forbundet bygger på. Fonden støttede med 20.000 kr., noget man er glade for i KFUMs Idrætsforbund.

I år deltog der 69 på kurserne, der uddanner håndbold- og fodboldtrænere. Pengene fra ASF-fonden bruges primært til at billiggøre kurserne, hvorved så mange som muligt får mulighed for at være med.

At kurserne giver unge ledere en god ballast, giver dette interview med 18-årige Johanne Skov fra Ikast KFUM bevis for.

Johanne Skov deltog i denne sommer på Trin 4, som er sidste trin i uddannelsen. Hun begyndte for fire år siden at deltage i sommerkurserne fordi nogle veninder spurgte om hun ville med til Hellebjerg. På det tidspunkt havde den unge håndboldpige en ide om, at hun gerne ville prøve at træne de mindste hjemme i klubben.

- Det blev en fantastisk oplevelse, at være med på kursus, og jeg har hvert år siden da, glædet mig til at komme tilbage til Hellebjerg. Der er et fantastisk fællesskab på kurserne, og vi kender jo hinanden fra år til år, og selvom der kommer nye med, så bliver du hurtig en del af fællesskabet, også selvom de jo er yngre end mig. Alder har ikke rigtig nogen betydning på kurserne. Jeg er færdig med uddannelsen, men håber, der bliver et trin 5 næste år, hvor vi lige kan mødes igen, lære noget mere, og få sluttet godt af. De oplevelser jeg har fået på kurserne er svær at give slip på, fortæller Johanne Skov.

Til daglig er hun træner for U12 pigerne i Ikast KFUM, og har gennem uddannelsen på KFUMs kurser fået en ballast hun, kan bruge i sit daglige arbejde med pigerne.

- Indholdet på kurserne er unikt. Vi har dygtige instruktører, og lærer rigtig meget om, hvordan vi kan gøre tingene, og bruge det i træningen. Men vi lærer også rigtig meget om os selv, og det er vigtigt, at vide hvem man er, også når, det handler om, at være træner. Det er ikke bare instruktørerne vi suger viden fra. Vi lærer også rigtig meget af hinanden, når vi snakker om at være træner derhjemme i klubben, fastslår Johanne Skov.

Den 18-årige gymnasieelev sætter også pris på, at det ikke bare handler om, at suge viden til sig omkring håndbolden. Der gives også mange gode fif til at være leder i klubben, og så betyder fællesskabet, hvor der på tværs af aldersgrupperne på kurset hygges, grines, leges, spilles og meget andet, rigtig meget for hende.

Men hvad med K-dagen, som er en dag på kurset, hvor der er afsat tid til at fordybe sig i KFUMs basis.

- Det er fint med sådan en dag. Lige i begyndelsen kunne man godt tænke, at det er lang tid at bruge på sådan noget, for vi er jo nok ikke særlig troende. Men når man først er i gang er, det meget godt, også fordi vi kommer til at snakke om de ting, der optager en i livet. I år skulle jeg eksempelvis fortæller de andre om mit eget liv og de spørgsmål jeg tumler med, og det var en god oplevelse, fastslår Johanne.

K-dagen sluttes med kirkegang i Juelsminde Kirke, og det falder også naturligt for den unge træner, at være med her.

Johanne er ikke i tvivl, når snakken falder på vigtigheden af kurserne i KFUM.

- Jeg har selv lært meget, og kan kun anbefale andre, at sige ja, når de får tilbuddet om at deltage, slutter den engagerede træner.