Ensomheden eller det om at være anderledes

05.01.2018

Af: Tanker skrevet af Axel Hansen - Med små vers fra Piet Hein

For en del år siden, skulle jeg lave et oplæg på et kursus. Dette oplæg vil jeg nu dele med jer. Måske det vil sætte nogle tanker i gang. Verden bliver mere og mere underlig - krig, vold, elendighed og umenneskelighed præger vores hverdag.

Vi er alverdens børn - vi er en stigende strømmende menneskeverden, som vandrer mod tider I ikke når. Vi er den    kommende verden - den som skal stige af drømmen, vokse af jeres vilje til videre menneskekår.

Her sidder jeg, et menneske der har levet sit liv, 80 år gammel. Ensom og forladt i den store verden, som var min. Hvem er jeg og hvorfor er jeg til. En ukendt blandt mange der lever af andres misforstået medlidenhed og angst. Angst for det liv de selv kommer til at præge. Jeg tænker tit på de sorgløse børn der går forbi, drillende og pegende. De børn, som i deres naivitet og uskyldighed, sorgløs tumler sig rundt blandt venner. Hvad bliver der mon af dem.


Engang var der håb. Jeg oplevede lyset, glæde og en ubesværet barndom. Havde venner, dejlige forældre og en tro på Gud og mig selv.Mine forældre sagde altid; du skal nok blive til noget, når først du bliver stor og kommer ud i den store verden, med dens mange muligheder. Verden har alt at byde på, vi bor i mulighedernes land. Mit land - min verden.


Vi boede på landet med udsigt over vidtstrakte marker, grønne skove. Hver morgen stod vi op til en lys dag med fuglesang og en blå himmel. Livet var herligt. Mine forældre sagde altid at alle var lige. Lige overfor Gud og hverandre, der var ingen forskel på sort og hvidt. Alle havde samme chance her i livet.


Da vi så flyttede til storbyen, med dens travlhed, mørke og triste hverdag, blev jeg hurtig klar over at jeg var anderledes. Vi var 5 der altid skulle sidde bagest i klasselokalet, det var altid os der skulle rydde op og tage skylden for det som andre lavede. Vi var de dumme, vi kunne ingen ting. Vi var de andre, vi blev behandlet som om vi kom fra en anden planet. – Men, der var ingen forskel, alle var lige - alle havde samme chance. Sorte og hvide, der var ingen forskel. Men jeg mærkede had, kulde, uforstand og ensomhed. Hvor var fællesskabet, hvor var ligheden, hvor var Gud. Hvor var fuglesangen, solen, lyset.


Det blev ikke bedre da jeg efter endt skoletid kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg bestod min eksamen, men nok kun fordi - alle var lige, alle skulle have samme chance. Alle vidste hvad der var bedst for mig.


Folk som ved hvad der er bedst - hærger verden som en pest.


Det blev et liv med en evig kamp om det daglige brød. Et liv hvor had, diskrimination, småkriminalitet, var en evig kamp for at overleve. En verden uden Gud. Jeg levede en ussel tilværelse, hvor det ikke var hver dag jeg havde mad og et sted at bo. Jeg havde ingen venner, jeg var en fremmed blandt mange, en fremmed i mit eget land. Guds eget land, der hvor mælk og honning flyder. Mulighedernes land. Et land uden diskrimination. Alle var lige - ja altså bortset fra mig.


Mit land

Mit land er den verden som står mellem blomstring og brand,
som går mod befrielse eller den yderste rand;
Hvis skæbne er min og er menneskets.


Verden er mit land

Nu sidder jeg altså her, 80 år gammel, efter et langt liv, ensom og forladt. I et land der byder på alt, et land med mange muligheder, hvis man altså bare ikke er anderledes. Jeg har oplevet livets lyse sider, men mest af alt, livets skygge. Jeg har kæmpet min kamp for frihed og ligeværd. Her sidder jeg, lever af andres misforstået gavmild- og medlidenhed. Nogen vil nok tænke, hvorfor arbejder dette menneske ikke. Andre vil måske tænke; hun må have haft et hårdt liv. De fleste vil nok gøre sig nogle tanker, når de ser mig, siddende her midt i al min elendighed.


Måske kan disse tanker være med til at bygge en ny verden, hvor alle er lige, hvor man hjælper hinanden, hvor man ikke behøver at være bange for at være anderledes.Det kan blive til en verden med fred, med omsorg og retfærdighed og med en ret til at være den man er.


Ingen vil holde dig fast ved det ansvar du sniger.
Ingen vil kunne bevise hvad du har forsømt.
Men det bliver din eneste andet i kommende menneskeriger;
skæbner som tynges i knæ eller frigjorte stiger
ud af den dåd du har øvet, den drøm du har drømt.