Gigantisk Loppemarked

30.09.2016

Af: Poul E. Petersen

Loppemarkedet er Billund Y’s Men’s klubs store årlige aktivitet, der afholdes med det formål at fremskaffe økonomiske midler til kristent børne- og ungdomsarbejde og andet humanitært arbejde.

Loppemarkedet afholdes hvert efterår - og i år er det for 38. gang, - at man slår dørene op. Allerede når man nærmer sig Billund fornemmer man noget stort. De gule anvisningsskilte styrer de besøgende direkte til Billund Idrætscenter, - der med sine 3 haller, et hyggeligt cafeteria, - og øvrige gode faciliteter samt gode parkeringsforhold, danner rammen om det store marked, som hvert år tiltrækker mange hundrede gæster til en hyggelig dag med livlig handel.

På slaget kl. 10 kunne præsident Jens Pradsgaard byde velkommen til de ca. 350 til 400 besøgende der allerede stod ved dørene, og spændt ventede på at komme ind, - for at kaste sig over de mange tusinde effekter, - der var fordelt i de 3 haller.

Loppe-effekter der ikke sælges, tilbydes andre foreninger med et humanitært formål, som klubben har kontakt med, således at mindst muligt går til spilde, - fortæller Aage Mølby der er koordinator for markedet.

Medhjælperne det største aktiv…

Det store loppemarked kræver mellem 80 og 100 hjælpere, og klubben henter stor hjælp hos de lokale kristne ungdomsorganisati-oner foruden andre frivillige hjælpere.

Vi talte med en af de unge frivillige medhjælpere fra KFUK spejderne, - Louise Baagøe Svinth der for 3. gang var med og det interes-sante var, at hun slet ikke er fra byen, men kom langvejs fra for at give en hånd med. Louise syntes det tjener et godt formål, og så er der hyggen i det store fællesskab der også er medvirkende til hendes indsats. Vi talte også med et par garvede Y’s Men, - Kurt Tønning fra Vorbasse og Peter Lund fra Egtved, - de har været med i mange år, og har samme syn på sagen som Louise og nyder fællesskabet. Vi går heller ikke af vejen for på ægte kræmmervis, at ”prutte” lidt om prisen, fortæller de to supersælgere med et lunt smil.

Markedsgæsterne kommer langvejs fra…

De mange besøgende der nemt kommer på den anden side af de tusinde i antal, - kommer fra store dele af Jylland. Vi talte med flere af de besøgende, og på spørgsmålet om hvorfor Billund? Svaret var for nogens vedkommende, - >at det var på grund af det store udbud, og den høje kvalitet på ”lopperne”< Nogen kendte slet ikke Y’s Men, mens andre kendte til organisationen og priste det gode formål. En af markedsgæsterne sygeplejerske Susanne Kortegaard fra Grindsted fortalte, at hun var en ægte genbrugs-nørd, men her havde hun det svært med at ”prutte” om prisen. Jeg ved jo det går til gode formål, hvor man kan bruge enhver 5-øre der kommer ind, smiler hun med favnen fuld af indkøbte ”lopper”

Til de mange der ikke kender Y’s Men og vores arbejde, - forsøgte præsident Jens Pradsgaard og få en snak med. Præsidenten cirku-lerede rundt hele dagen blandt de besøgende, - og fortalte om Y’s Men’s bevægelsen, - og hvad vi står for.

Indsamling og aflevering af effekter…

De effekter der sælges på markedet indsamles i løbet af året i lokalområdet. Gode og brugbare effekter til loppemarkedet afleveres i Y-mens containeren på genbrugspladsen i Billund. Det har fået et sådant omfang at den må tømmes ugentlig, hvilket bl.a. gavner Kirkens Korshær der tømmer hver 14 dag.

Inden dørene slås op til årets loppemarked, har man fået professionelle til at hjælpe med og vurdere, - samt prissætte de effekter som er af stor værdi. Den store mængde af effekter indeholder alt fra ting der kan erhverves for en Femmer, og til dyre designer møbler til mange tusinde kroner.

Fra bankospil til loppemarked…

Det startede sammen med Grindsted YMC som havde arrangeret fælles bankospil. Man blev i klubben enige om at starte et nyt projekt for sig selv. Da ingen andre i Billund havde prøvet med et loppemarked, var det nærliggende at prøve denne aktivitet, men at det også skulle give sammenhold og styrke fortæller Aage Mølby.

Det startede i 1978, - hvor Poul Sørensen Billund Bilcenter ryddede sit værksted og lånte det til Y’s Men. Senere kunne man låne den nybygget udstillingshal til brugte biler ganske gratis. I begyndelsen samlede man kun "lopper" et par lørdage før salget fandt sted i dag samler man hele året. Siden 1999 har Loppemarkedet været afholdt i Billund Idrætscenter.

Logistik og planlægning af højeste karat…

Planlægning og afvikling af loppemarkedet kan dupere en hvilken som helst logistikchef. Timingen lige fra opstilling og nedtagning er så velorganiseret at nedtagning og pakning af de resterende ”lopper” kun varer drøjt en time. Når alt det kan gøres så effektivt, - skyldes det at man har stor hjælp fra folk der både stiller med lastbiler, - gaffeltruck, -paller, -pakkasser og professionelle folk til at betjene materiellet. Bemanding af standene er planlagt og udført ned i mindste detalje, - så ingen er i tvivl om hvor de skal være. Ligeledes fornemmer man en ro og munter atmosfære, samt en arbejdsglæde der tydeligt afspejles i alle de smil man ser blandt hjælperne.

Afslutning og resultat…

Traditionen er, - at når hallerne er ryddet, - og alt er på plads, så samles alle hjælperne om det fælles kaffebord, og spændt venter på skatmester Ruth Nygaard Terp der så vil afsløre, - hvad dagen har indbragt, - alle holder vejret og krydser fingre, - slår vi sidste års omsætning?? Jaaaa!!! Totalt kr. 163.148,50 blev årets omsætning mod sidste års kr. 158.285

De godt og vel hundrede medhjælpere kan nu tage hjem, - glade og tilfredse, - og uden tvivl godt trætte, men kunne også sige >vi gjorde det<