Kjellerup Y’s Men på besøg i Moldova

28.09.2018

Af: Tove Vinther og Hanne B. Bitsch, Kjellerup Y's Men's Club

Moldova – hvor ligger det, spurgte vi, da Poul Vestergaard Thomsen fortalte, at Y’s Mens klubben i Kjellerup kunne få en venskabsklub i Chisinau i Moldova.

I sidste uge var vi 13 klubmedlemmer fra Kjellerup afsted på besøg hos Y’s Men i Chisinau. Kjellerup klubben støtter blandt andet Chisinauklubben med penge i forhold til en ny lejrbygning.

Efter Moldova i 1991 løsrev sig fra det tidligere Sovjet, har det været svært for landet økonomisk. Men befolkningen kæmper for, at deres land må få en god fremtid. Y’s Men arbejder sammen med YMCA (KFUM) på at give ungdommen gode tilbud som sports- , spejder- og danseaktiviteter. De hjælper gadebørn og ældre pensionister med mad og tøj. De samler frivillige, der går ud i naturen og samler affald. Det er også frivillige, der bygger den nye lejrbygning. Arkitekten bag denne fortalte, at al hans løn går til lejrbygningen, andre havde to jobs for at kunne give penge til aktiviteterne i Y’s Men klubben. Vi fra Kjellerup måtte beundre disse ihærdige unge mennesker.

Udover besøget hos klubben, deltog vi i en flot jubilæumskoncert i teatersalen, så katedralen og besøgte foruden den imponerende lejrbygning også et hulekloster i Orhei, 60 km uden for Chisinau. I Cricova har man verdens andet største vinlager. Her blev vi kørt rundt i små tog og deltog i vinsmagning. Vi så også flotte og inspirerende museer i Chisinau.

Vi glæder os til en dag at tage imod vores nye Y’s Mens venner i Kjellerup.