Stemningsfuld nåleoverrækkelse i Vilbjerg

Ny Y’s Men’s Club chartret i Vildbjerg

17.10.2016

Af: Jens Nielsen, Regionsleder 2016-17

6 friske Y’s Mens medlemmer fra Trehøje Y’s Men’s Club tog for nogle måneder siden en meget fornuftig beslutning, som ville sikre Y’s Mens bevægelsens fortsatte udvikling i lokalområdet. De startede en ny Y’s Men’s Club i Vildbjerg, hvor præsidiet består af Jørgen Jacobsen, Charlotte Boelskifte, Eigil Juhl (alle tidligere medlemmer af Trehøje-klubben), mens Anna Nees er charter-medlem i den nye klub.

Medlemmerne skulle rekrutteres fra stort set samme område som den nu 34 år gamle Trehøje-klub, men den nye klub henvendte sig primært til den yngre generation. Det lykkedes i løbet af ca. 1 år at samle i alt 27 interesserede, der alle ønskede at være med i den nye klub, hvis formål er den samme som moderklubben - Trehøje Y’s Men’s Club - at støtte arbejdet blandt børn, unge og socialt udsatte i lokalområdet samt nationalt og internationalt.

Lørdag den 8. oktober blev den nye klub officielt startet ved en chartergudstjeneste i Vildbjerg Kirke, hvor 120 deltog i den stemningsfulde højtidelighed med sognepræst Christoffer Svinth Olesen som prædikant. Regionsleder Jens Nielsen, Distriktsguvernør Jens Emil Toustrup og Klubpræsident Peder Andersen holdt de traditionelle taler og Vildbjerg Y’s Men’s Clubs 1. præsident Jørgen Jacobsen fik overrakt charterbrevet underskrevet af International præsident Joan Wilson og generalsekretær Takao Nishimura.

Efterfølgende var der charterfestaften i Skibbild-Nøvling Idrætscenter, hvor bordene var pyntet godt op og de 140 deltagere blev bespist fra en lækker buffet.

Ved charterfesten blev der bl. a. holdt tale af Regionsleder Jens Nielsen, der overrakte sit banner til såvel den nye klubs præsident som moderklubbens ditto. Aftenens festtale blev holdt af 2. landsformand i KFUM og KFUK sognepræst Jens Chr. Kirk, Snejbjerg.

Aftenen havde også et musisk indslag ved det meget dygtige band ”Growediggers”, der også sluttede med at spille op til dans.

Vildbjerg Y’s Men’s Club er klub nr. 140 i Danmark.