Opdatering på projektet Faros samt et blik ind i 2019

15.01.2019

En varm nytårshilsen her fra projekt Faros i Athen og med stor tak for støtten i 2018 i forbindelse med Regionsindsamlingen.

Vi har i efteråret været ude og fortælle om arbejdet i forskellige Y’s Men klubber, og har også klubber i kalenderen for foråret 2019, som vi glæder os til at komme ud at besøge. Siden sidst er vi glade for nu at have taget anden etage af bygningen i brug i det nye drop-in center. Centeret er åbent alle hverdage, hvor uledsagede børn og unge har mulighed for at komme ind fra gaden, få frokost og lære at kende vores medarbejdere og frivillige, og få hjælp i deres situation.

Vi oplever, at de børn og unge som kommer hos os, er glade for at komme i centeret og deltage i aktiviteterne. Hver dag er der forskellige sociale -og undervisningsaktiviteter, som er rigtig vigtige for dem. Særligt sprogundervisningen er afgørende for at de unge kan integrere sig. Vi ser at mange er motiverede og engagerede for at lære både Græsk og Engelsk.

Vi er også glade for, at kunne have fået et samarbejde med det amerikanske universitet MIT, som har hjulpet os med at udvikle træningsaktiviteter i teknik, design og 3D printning til unge flygtninge. Igennem dette samarbejde deltager de unge i workshops, som kan hjælpe dem med at lære nye færdigheder.

En af de populære workshops som vi har haft i den seneste periode, er hvor de unge har lært at bygge og bruge en 3D printer. En af de helt store udfordringer er den store mangel på opholdspladser, hvor uledsagede børn – og unge kan bo. Der er pt. over 3.500 uledsagede mindreårige flygtninge i Grækenland, mens der kun er omkring 1.200 opholdspladser.

En af de drenge, som vi har fået ind i shelteret (bosted for 22 uledsagede drenge) i den sidste periode er Odai (navn ændret) på bare 10 år. Odai er fra Syrien, og har kun sin far tilbage, som er i Tyrkiet. Odai kom alene til Grækenland med en bekendt af faren, men blev efterfølgende adskilt fra ham. Da myndighederne fandt ham på en af de græske øer tæt ved Tyrkiet, blev han sendt til Athen for at bo på vores shelter. Vi er rigtig glade for at se, hvor godt han er faldet til i shelteret, og hvordan de større drenge har været gode til at tage sig af ham.

Det er svært for børn, der er så unge at være i et fremmed land og adskilt fra deres forældre. En af de ting som vi arbejder på i 2019 er, at udvikle et program hvor de små uledsagede børn kan komme i plejefamilie hos en græsk familie. Ideen om plejefamilier er ikke noget, som har været udviklet i Grækenland, men lovgivningen har netop åbnet op for at dette kan være en mulighed.

Vi har i den seneste periode haft særlig fokus på udvikling af den pædagogiske indsats i arbejdet og træning for teamet. Som led i dette var fire af vores medarbejdere en tur i Danmark, hvor de besøgte Frydensberg Efterskole, hvor vi havde fokus på pædagogisk og tillidsbaseret arbejde med unge, samt besøgte et af Røde Kors’ programmer for unge flygtninge. Det var en rigtig udbytterig tur, hvor vi til trods for en helt anden kontekst og situation, fik mange brugbare redskaber og ideer til arbejdet med uledsagede flygtningeunge i Grækenland.

I denne uge tager vi hul på 2019 i Faros og er i fuld forventning til et år med nye muligheder for at videre udvikle arbejdet med at hjælpe det enkelte flygtningebarn og unge med at finde værdighed og håb. I 2019 ønsker vi, at fokusere vores indsatser til nye behov blandt flygtningeunge og børn i Grækenland, og særligt i forhold til den store integrationsudfordring. I starten af 2019 vil vi også åbne vores frivillighedslejlighed, hvor vi vil have tre danske volontører boende i seks måneder. De skal arbejde med undervisning og det pædagogiske arbejde. Det er vi rigtig taknemmelige for. Brænder du for at gøre en forskel indenfor flygtningeområdet, har ballast og erfaring med unge, så overvej om du eller du kender en, der skal være volontør i efteråret 2019.

I forventning for et 2019, hvor vi sammen ser frem imod nye muligheder for at hjælpe flygtningebørn og unge – ønsker vi jer alle et velsignet nytår.