Ung Y's Men fra Kosovo imponerede Holstebro's borgmester

24.06.2017

Af: Tekst Evan – foto Poul Erik Petersen

Fredag eftermiddag inden regionskonferencen havde borgmester H.C. Østerby, Holstebro indbudt nogle af konferencens internationale gæster til modtagelse på rådhuset.

Blandt gæsterne var den internationale præsident Joan Wilson, areapræsident Knud Hougaard Klausen. De to fik følgeskab af Dorina Lluka Davies og Skenker Lluka fra Kosovo, hvor de to er i fuld gang med at etablere en Y's Men's klub, der chartres i efteråret.

Dorina har gennem flere år været meget optaget af at etablere YMCA i Kosovo og dermed være med til at gøre en forskel for unge, der stadig er traumatiseret efter de mange år med krig i området. Hun er en engageret pige, der gerne vil udbrede kendskabet til YMCA og Y´s Men. Med sin store iver for arbejdet og ikke mindst for at gøre noget for unge, så de kan få en fremtid, imponerede hun borgmesteren, og ”stjal” det meste af taletiden.

Joan Wilson kunne i forlængelse af dette budskab fra Kosovo glæde sig over, det engagement de to gæster fra Kosovo udviser. Den internationale præsident kunne også fortælle borgmester H. C. Østerby, at hun er imponeret over det arbejde, der gøres blandt danske Y´s Men, og de mange penge der indsamles til at hjælpe kirkelige og sociale organisationer globalt og nationalt.