Y’s Men fra Danmark plantede et træ, hvor YMCA-Lejrcentret udenfor Gjakova i det vestlige Kosovo opføres

22.10.2017

Af: Jens Nielsen, past regionsleder, Region Danmark

Det bliver medlemmerne af YMCA i Kosovo, der bliver brugere af Lejrcenteret.

I byen Gjakova - med godt 60.000 indbyggere - er der allerede 6-700 børn og unge, der venter på at tage lejrcenteret i anvendelse. Også børn og unge fra kommunerne nord for Gjakova (Junik og Peja) får senere mulighed får at tage centeret i anvendelse.

En gruppe Y’s Men fra Danmark, der deltog i chartringen af den første Y’s Men’s Club i Kosovo lørdag den 14. oktober, aflagde dagen efter besøg på lejrområdet udenfor Gjakova.

Y’s Men og ledsagere plantede et træ på grunden og Dorina Lluka Davies takkede for bidragene fra Region Danmark (Regionsprojekt 2016-17- indsamlet beløb kr. 725.000), hvorefter deltagerne dannede ring om træet. Adrian Davies (Dorinas ægtefælle) bad en bøn for YMCA-Kosovo og Worldwide, Y’s Men International, for det planlagte lejrbyggeprojekt og for de kommende YMCA-medlemmer som brugere af centeret. En meget højtidelig og bevægende stund, som bliver husket af deltagerne i mange år.

Efter træplantningen aflagde rejsegruppen fra Danmark sammen med Dorina Lluka og charterpræsidenten Skender Lluka besøg på YMCA-centret i Peja, hvor unge ledere fortalte om deres aktiviteter, herunder bl. a. nystartet Ten-Sing gruppe. Turen gik videre til YMCA-Junik, hvor der ventede en lille gruppe ledere, der stolt viste deres lokaler på det lokale turistkontor frem.   

[Læs mere]