Albanien: Kirke hjælper jordskælvsramte

Et voldsomt jordskælv ramte Albanien den 21. september. Flere blev kvæstet, da huse slog revner, ruder blev knuste og murbrokker faldt ned. Skælvet blev målt til 5,6 på Richter-skalaen

I byen Progradec, hvor den lutherske Brødrekirke har sit lejrcenter, blev mange huse beskadiget. Det samme gælder området Bathore lidt udenfor Tirana, hvor kirken har en menighed. Efter jordskælvet har myndighederne anmodet kirken om at hjælpe de berørte familier.

Som supplement til myndighedernes arbejde med at reparere de huse, som nu er ødelagte eller gjort ustabile, hjælper frivillige fra kirken til med maduddeling til de hårdest ramte familier i flere byer.

Det oplyser kirkens ledelse, som samtidig sender en opfordring til deres udenlandske partnere heriblandt Brødremenighedens Danske Mission: - Myndighederne i Progradec har givet os oplysninger om 60 familie, som er ramt af jordskælvet. Et skælv som var det kraftigste i 30 år i Albanien, siger Eduard Mazi fra kirkens ledelse. Dem er kirkens frivillige nu gået i gang med at hjælpe.

En rystelse

- Når som kirke bliver vi spurgt, hvordan det går, i en verden, der står midt i alle mulige vanskeligheder, svarer vi frimodigt, siger kommende præst Dena Grillo Fortuzi, som flere Y´s Men´s klubber har støttet i hendes uddannelse i det forgangne år: ”Vi er fast besluttet på at tjene vores Herre, trods alle de udfordringer, vi kan møde. Mens vi står sammen i kærlighed og enhed, er det vigtigt at fokusere på den glæde, som tjenesten giver.”

Dena opholdt sig selv derhjemme med sin datter, da jordskælvet rystede hovedstaden og flere andre byer. Mange indbygger løb ud af deres huse af frygt for at de skulle kollapse, og flere steder blev vinduer knust og murbrokker faldt ned. I Tirana var der strømafbrydelse og telefonlinjerne var nede.

Frivillige fra kirken vil hjælpe

Et team af frivillige fra kirken bistår nu myndighederne, og her er kirkens netværk og lokale tilstedeværelse i flere byer en vigtig ressource. De har allerede fået tilsagn om støtte fra flere organisationer, og udtrykker taknemlighed overfor enhver form for assistance eller støtte til det vigtige sociale hjælpearbejde i den opståede situation.

Af Martin Højgaard Jensen, informationsmedarbejder

”Projekt Dena”

I klubåret 2018-2019 har flere Y´s Men´s klubber i Distrikt Midtjylland støttet ”projekt Dena” via Brødremenighedens Danske Mission (BDM).

BDM har lavet en 5-årig ansættelse af Dena Grillo Fortuzi med henblik på at uddanne hende teologisk til at kunne blive ordineret som præst i den lutherske Brødrekirke i Albanien. Vi har forpligtet os til at skaffe midler til at betale hendes løn i hele perioden fra 1. januar 2019.

Tilbage til nyhedslisten