Gå på opdagelse i pinsen

To nye gratis film fortæller i børnehøjde om en af kristendommens største og sværeste højtider, pinsen. Gå på opdagelse i pinsen sammen med tøjdyrene Snapper og Topper.

Filmene er målrettet børn i alderen 6-9 år og består af to film: ”Hvorfor holder vi pinse” og ”På opdagelse i pinsens traditioner”.

I filmen ”Hvorfor holder vi pinse” (14 min.) får Snapper og klassekammeraterne pinseferie. Ude på gangen møder hun Topper og undrer sig over, hvorfor de har pinseferie, og hvad pinsen egentlig handler om. ”Gud og Jesus” svarer Topper, men det er ikke helt nok for Snapper. Hun vil vide mere. Derfor beslutter de to venner sig for at besøge deres præst Susanne henne i kirken. Det fører alt sammen til en spændende snak om Helligånden, ildtunger på disciplenes hoveder, om at føle sig alene og være bange for ikke at kunne klare en opgave, som man har påtaget sig, om kirkens fødselsdag og meget mere.

I filmen ”På opdagelse i pinsens traditioner” (17 min.) tager Topper og præsten Susanne ud for at prøve nogle af de traditioner, der er forbundet med pinsen. De står ret tidligt op for at se pinsesolen danse og de besøger en fiskeforretning for at købe pinsefisk til deres pinsefrokost. Frokosten spiser de sammen ude i naturen. Imens er Snapper i gang med at forberede en kæmpe fødselsdagsfest for kirken sammen med sine klassekammerater. Og fejret bliver kirken med sang, lagkager, boller, saftevand og meget mere.

Find filmene og læs mere om materialet på dkm.dk/pinse eller på YouTube.

Hjælp os ved at dele materialet med kollegaerne, familier og alle andre interesserede. Brug gerne vedhæftede informationsside til ophængning eller uddeling. Har I spørgsmål er I velkomne til at kontakte projektleder Søren Johan, 21 72 17 09, sj@dkm.dk.

Tilbage til nyhedslisten