Klub genopstår!

Tekst og foto // Villy Mølgaard, konsulent - klubbens medlemmer foran et af de to meget berømte klosterkirker

Den bedste nyhed ved Distriktsmødet i Transsylvanien lørdag den 9. november 2019 var utvivlsomt, at klubben i Gura Humorului, der har ligget i dvale i nogen tid, nu kommer i gang igen med en 34-årige leder, Ramona Ideran. Mødet havde samlet 20 personer fra seks af de syv aktive klubber i distriktet. Mødet blev netop afholdt i byen Gura Humorului for at opmuntre klubben i byen til at komme godt i gang igen. Klubben lukkede for nogen tid siden, fordi flere af medlemmerne var døde, og det var ikke lykkedes at få nye medlemmer.

Gura Humorului ligger i provinsen Bucovina, der ligger i det nordlige Rumænien op mod grænsen til Ukraine. Provinsen Bucovina er bl.a. berømt for sine mange både gamle og aktive nonne- og munkeklostre. Efter distriktsmødet besøgte de fleste af deltagerne sidst på eftermiddagen to af klostrene, som havde to meget berømte klosterkirker med meget flotte frescoer. En af disse kirker havde over 3000 religiøse billeder, hvoraf de fleste er med bibelske motiver. Kirkerne er fyldt med billeder både ind- og udvendig, og det tog kunstneren over 16 år at producere billederne.

Tilbage til nyhedslisten