MAF fløj voldtægtsramt pige på hospitalet

MAF flyver læger og medicin ud til Sydsudans afsidesliggende områder – men indimellem går turen også den anden vej, Det skete, da MAF fløj lille Grace fra Sydsudan til et operationsbord i DR Congo. Hun havde store indre skader efter voldtægt.

Grace* var kun 7 år, da hun blev brutalt voldtaget i udkanten af ​​Juba i Sydsudan for et år siden. Overgrebet efterlod hende med alvorlige indre kvæstelser. Men takket være MAF fik Grace mulighed for at blive opereret på Nobelprisvinder Dr. Denis Mukweges Panzi Hospital i DR Congo. Hospitalet opererer tusindvis af kvinder, som er blevet lemlæstet på grund af voldtægt i forbindelse med krig.

Efter 36 dages pleje i det østlige DR Congo blev Grace – der nu er fyldt 8 år - endelig udskrevet i september. Hun blev fløjet hjem til Juba i Sydsudan af MAF.

Frygtede for hendes liv

Inden da havde Grace døjet med voldsomme smerter på grund af skader i underlivet i flere måneder. Familien havde søgt hjælp på Juba Military Hospital i Sydsudan, men skaderne var for komplekse til, at de kunne gøre noget.

Hospitalets læge, Dr. Ajak Makor, bad derfor offentligheden om hjælp via radioen. Han frygtede, at Grace ville miste livet, hvis hun ikke fik den nødvendige behandling:

- Hendes livmodervæg er revet itu, og hun har dobbelt fistel, dvs. at det er et stort problem for hende at komme på toilettet. Hendes far har forsøgt en række klinikker i Sydsudan uden held. Hendes tilstand er blot blevet værre. Hun er traumatiseret og skal have to operationer. Uden behandling får hun betændelse og dør, sagde lægen over radioen.

Undgik farer på land

En lokal ngo - 'Life for African Mothers' – fik nys om sagen og kontaktede Panzi Hospital for at få hjælp. Og fordi hospitalet allerede havde et partnerskab med MAF, blev en flyvning hurtigt sat i værk for at hjælpe Grace.

Rejsen frem og tilbage med fly sparede Grace og hendes familie for adskillige dages farlig rejse. Graces far Akech er lettet og taknemmelig over, at hans datter endelig fik adgang til den behandling, hun så desperat havde haft brug for så længe:

- Tak, MAF for det gode arbejde, I gør for at støtte udsatte mennesker. Må Gud velsigne menneskene bag dette store arbejde, som har hjulpet min datter.

*Grace er ikke barnets rigtige navn, men er ændret af hensyn til hendes anonymitet.

Tilbage til nyhedslisten