Klubberne havde inviteret Jakob Kristoffersen, som gæstetaler. Han er leder i KFUM-spejderne og spiller n central rolle i projektet “Scouting in School”, som støttes af Y’s Men Region Danmark. Jakob indledte aftenen med en orientering om projektet fra 2023, der har til formål at støtte udsatte børn i Namibia. Mange af disse børn lever under vanskelige vilkår, præget af fattigdom, forældreløshed og mangel på børneliv.
Ved at integrere spejdermetoden i skolerne får børnene mulighed for at lære gennem leg, fællesskab og aktiviteter, der styrker ansvar, samarbejde og næstekærlighed. En vigtig del af indsatsen er, at børnene organiseres i patruljer, hvor de sammen oplever et trygt miljø og udvikler sociale og praktiske færdigheder. Ifølge Jakob Kristoffersen har projektet allerede vist mærkbare resultater – blandt andet kunne han fortælle, at fraværet i skolerne er tæt på nul.