Da KFUM-spejderne var i Namibia i 2019 spurgte de en skoleleder, hvad der var de største udfordringer. Hun svarede, at de største udfordringer er forældreløse børn, sultne børn og mangel på børneliv med leg og fællesskab.

Med den viden gik Scouts of Namibia og KFUM-Spejderne sammen om at skabe projektet Scouting in School, hvor børn med spejdermetoden samles i patruljefællesskaber og lærer gennem leg og ”learning by doing”, med næstekærlighed i centrum.

Målet er, at oprette spejdergrupper ved skolerne, og derfor er der brug for at uddanne lærere til spejderledere. Lærerne bliver introduceret til spejderbevægelsen og spejdermetoden, og de får træning i konkrete spejderaktiviteter, sange og lege.

Lærerne var vant til at levere undervisning med envejskommunikation og enkeltmandspræstationer, så de var fascineret af de anderledes læringsmetoder.

Uddannelsen blev pilottestet i 2019, og der var stor interesse for at deltage.

Efterfølgende er der oprettet spejdergrupper ved mange af de skoler, der havde deltagere på kurset.

Som sidegevinst bliver det spændende at se, hvilken effekt arbejdet med spejdermetoden får på undervisningen i de skoler, der er så heldige at blive en del af projektet Scouting in School.