Julehygge med støtte fra Y’s Men

På trods af restriktioner og udfordringer af anden karakter har det været muligt for gæster og frivillige i KFUM’s Sociale Arbejdes 28 væresteder og sociale caféer at have en ret så hyggelig julemåned med forberedelser og samvær på afstand.

Socialområdet er i kraft af sin kritiske funktion undtaget fra en del af de generelle corona-restriktioner. Og KFUM’s Sociale Arbejde forsøger så vidt muligt at opretholde sine aktiviteter – på en corona-sikker måde. Mennesker på samfundets kanter har det nemlig ekstra svært med ensomhed, angst og andre udfordringer under corona-krisen. I forvejen – før coronakrisen – følte 350.000 mennesker sig ensomme i Danmark. Så det er vigtigt at bevare muligheden for fællesskaber.

I julemåneden har gæsterne i de sociale caféer for eksempel lavet dekorationer udendørs i stiv kulde, men alligevel med fint fremmøde. Og indendørs har der været advents- og Lucia-arrangementer, julefrokoster og anden hygge. Aktiviteterne er blandt andet gjort mulige med støtte fra Y’s Men via regionsprojektet Nye Veje ud af Ensomheden.

Café Jydepotten fik også juletræer doneret af Y’s Men i Grindsted, og træerne blev stort set udsolgt. Lillejuleaften hjalp en gruppe frivillige fra Jydepotten med at få hentet overskudsvarer fra Kvickly i Grindsted. De varer var sammen med de velvillige donationer fra diverse klubber, foreninger, enkeltpersoner og virksomheder med til, at der juleaften kunne holdes jul for omkring 25 glade gæster som i skøn forening hjalp hinanden med at holde en dejlig juleaften med god mad og hinandens selskab.

Fredagen før juleaften uddelte Jydepotten desuden 40 kasser med madvarer til børnefamilier og enkelte familier med voksne børn over 18 år. Dette er kun muligt med hjælp fra velgørende organisationer. Kasserne blev modtaget med stor taknemmelighed.

Tilbage til nyhedslisten