MAF er med til at forebygge småbørns sygdomme i et sultramt Sydsudan

MAF flyver eksperter ud i Sydsudans landsbyer for at finde frem til underernærede småbørn og få dem i behandling.

Fødevaremangel – underernæring – sygdom. De tre nødsituationer følger hinanden tæt og ender med en fjerde: død.

Det er tilfældet i Sydsudan, hvor MAF flyver med ud med eksperter, der gennemsøger landsbyer for børn, der enten er underernærende eller fejlernærede. Og eksperterne fra den britiske hjælpeorganisation Tearfund finder dem i tusindvis. Og transporterer dem til et af organisationens 11 fødevarecentre, hvor de sammen med deres mødre modtager koncentreret kosttilskud og er under overvågning, indtil de er kommet til hægterne igen.

- I år har vi modtaget 1.500 alvorligt fejlernærede og over 2.000 underernærede børn til behandling på vores centre, fortæller Tearfunds projektkoordinator Riam Poth, da vi møder ham i landsbyen Pieri.

Han leder her et fødevarecenter, der både giver kosttilskud til fejlernærede børn, uddeler nødhjælp og såsæd til den lokale befolkning og underviser familierne i, hvordan de kan dyrke bæredygtigt og dermed sikre en god høst af næringsrige fødevarer for deres familier.

Kosttilskud redder liv

- Vi tager os især af børn, der er alvorligt fejlernærede og børn under 5 år, der viser tegn på underernæring. Dem giver vi en særlig soyablanding med sukker og mælk, fortæller Riam Both og tilføjer: - Det samme kosttilskud giver vi til gravide og ammende kvinder.

Kosttilskuddet redder liv. Det sørger Tearfunds sundhedsarbejdere for. Børnene og kvinderne forlader først fødevarecentrene efter omkring 6 uger, når medarbejderne vurderer, at de er kommet til hægterne igen. Derefter vender de tilbage hver måned for at blive vejet og tjekket.

Ved siden af fødevarecentret i Pieri er der også et såkaldt stabiliseringscenter, hvor børn og kvinder kan blive behandlet for underernæringens følgesygdomme: Hoste, feber, opkast osv. Her får de også mælk og næringsrig mad, og børnene får medicin for eventuelle børnesygdomme.

Bryder den onde cirkel

Sygdommene har som regel en årsag: Underernæring eller fejlernæring. Mangel på næring eller forkert næring skyldes fødevaremangel. Og fødevaremangel skyldes blandt andet krig og klimakatastrofer.

Den onde cirkel gør MAF noget ved. Et særligt freds- og forsoningsteam flyver rundt til landsbycentre og holder seminarer, hvor samfundsledere fra de forskellige stammer og klaner lærer at erkende fejl og bede hinanden om tilgivelse.

MAF flyver nødhjælp og såsæd ud til de hårdest sultramte områder i samarbejde med FN’s Migrationskontor og organisationer som Tearfund. Blot i september fløj MAF 6 tons såsæd ud til Pieri fødevarecenter.

Tilbage til nyhedslisten