MAF flyver stadig, hvor behovet er allerstørst

Opdatering fra Madagaskar – maj 2020

Landet Madagaskar er stadig lukket ned med COVID-19. Det betyder, at MAF ikke får lov til at flyve som vi plejer. Teamet på øen har skrevet til myndighederne i landet, at når der bliver brug for et fly til at forcere distancerne i kampen mod smittespredningen, så står vi klar.

Det har været aktuelt af flere omgange. Når en person mistænkes for at have virus, kan det ikke gå hurtigt nok med at få testet, isoleret og lukket ned. Så flyver vi testteamet til området og tilbage til laboratoriet, så de hurtigst muligt kan finde ud af, om der er fare på færde.

Nogle steder flyver vi med værnemidler og informationsplakater til de lokale hospitaler. Smitten kommer frem de mærkeligste steder, og derfor bliver vi nødt til at være på forkant med instrukser om god håndhygiejne og begrænsning af fysisk kontakt. På grund af fejlernæring er mange af indbyggerne i Madagaskar i risikogruppen, hvis de får coronavirus. 

De danske udsendte kan ikke komme tilbage til Madagaskar lige nu, så de prøver at bruge tiden fornuftigt på at arbejde og holde foredrag, så de kan være helt klar til at flyve igen, når det bliver muligt.
Fly, der holder stille er ikke en overskudsforretning, og i Madagaskar er der ingen af de hjælpepakker, vi hører om, at SAS eller Norwegian får del i, når de holder stille her i Norden. 

>> Tryk her for at støtte og holde flyene i luften <<

Ethvert bidrag tæller i en tid som denne.
Hjælp os med at give håbet vinger - både under og efter pandemien.

Tilbage til nyhedslisten